Tagværk

Taget er bygningens femte og største facade. Dets beklædning skal være tæt for at bevare både tagværket, som bærer beklædningen og for at sikre, at bygningen ikke lider skade på grund af vind og vejr. Når det gælder tagværkerne, rejser deres vedligeholdelse ofte vanskelige spørgsmål, som udspringer af især de tilfælde, hvor det må konstateres rådskaderne er så svære, at udskiftning som udgangspunkt er nødvendig. Det er dog vigtigt at huske, at hver gang der fjernes tømmer, så er det som at rive et blad ud af historiebogen. Det samme gælder dog manglende vedligehold, som vil komme kirken dyrt at stå.

I det følgende findes en kort introduktion til tagværkskonstruktioner. Desuden beskrives nogle af de tematikker, som Nationalmuseets kirkekonsulenter særligt fokuserer på i tagværkssager, herunder overvejelser vedr. undersøgelse og vedligehold.

Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at der ofte kan være stor kulturhistorisk værdi i de kirkelige tagværker – hvad end de er næsten komplette, historiske konstruktioner eller, hvor dele af ældre tagværk er genanvendt i nyere konstruktioner. En kommende istandsættelse af et tagværk kan derfor med fordel drøftes på et møde i kirken med deltagelse af stiftets konsulenter tidligt i processen. Desuden vil Nationalmuseet altid anbefale Menighedsrådet at rekvirere en kirkekyndig arkitekt med henblik på en gennemgang og registrering af tagværket og skadesomfanget. Gennemgangen kan herefter danne grundlag for et projekt til godkendelse hos stiftet.

Tagværkers konstruktion
Tagværkerne er tømrede konstruktioner, som i middelalderen stort set altid var bygget af egetræ. Siden kom også fyrretræ i brug, men i de mørke tagrum er der endnu meget bevaret i form af tagspær og tømmer helt tilbage fra 1100-tallet. Derimod er der ingen steder bevaret noget af den oprindelige tagbeklædning. Tagværkerne er vores absolut vigtigste og næsten eneste kilde til middelalderens tømrerhåndværk. De viser f.eks., at tømmeret ikke blev fastgjort ned i murene, men at hele tømmerkonstruktionen så at sige stod oven på murene. Tømmeret kom fra datidens skov og blev bearbejdet med økse og sav, og med bor og stemmejern skar man præcise huller ud til samlinger af tømmeret. De blev holdt på plads med en indhamret nagle af træ. Nye undersøgelser tyder dog på, at jernnagler også var i brug.

Tagværket over en kirkes apsis er en ret spinkel konstruktion, som kan sammenlignes med det halve af en halvt opslået paraply. Spærene står her skråt opefter på en fodrem, og de løber som regel sammen i en lodret stolpe, der er stillet op mod østsiden af korgavlen på en tværgående bjælke.

Tagværkerne over kor, skib, sakristi og våbenhus samt eventuelle kapeller er i reglen sammensat af en række spærfag. De har form som store trekanter, der med omkring en meters mellemrum er sat på en eller to langsgående tømmerskinner, som hviler på murkronerne. For at optage trykket og lede det ned i murene, vil der som regel være indsat længere eller især kortere stivere mellem spær og tværbjælke samt et eller et par vandrette hanebånd eller en anden form for tværafstivning. Alle disse enkeltheder skal være i ligevægt for at kunne modstå og fordele vægt og vindpres. Derfor går det ikke at pille den ene side af tagets bly eller tegl af under en reparation, for så risikeres det, at konstruktionen kommer ud af balance, især hvis den er svækket pga. tidens tand.

I mange kirker er indbygget murede hvælv, og det har ofte medført, at næsten alle tværgående bjælker er blevet savet af for at give plads til hvælvene. Forbavsende nok har mange tagværker kunnet klare dette voldsomme indgreb, men ofte er der senere blevet indbygget forstærkninger i konstruktionen, eller tagværkerne er i moderne tid blevet spændt sammen med forskellige systemer af trækstænger og stålbarduner.

Undersøgelse og vedligeholdelse af tagværker
Tagværksprojekter skal planlægges og udføres af arkitekter og tømrere med stor erfaring i de historiske konstruktioner. Udgangspunktet skal være en registrering af alle spærfags tilstand ét for ét og med angivelse af, hvor der kan være behov for indgreb. Den dygtige arkitekt kan, i samarbejde med tømreren, udføre dette registreringsarbejde.

Registreringen kan i reglen først fuldføres, når tagbeklædningen på den nederste del af tagfladen umiddelbart over murene er fjernet. Det er her, at problemerne ofte for alvor melder sig. Og hvor vore forgængere måske fik lukket øjnene for tidligt. Det nederste tømmer bliver fugtigt fra murene, og meget ofte er murremmene for længst rådnet bort. Der kan være både svamp, råd og borebiller i spær og tværbjælker. Det sidste kan også hænge sammen med, at bjælkerne ned mod kirkerummet er klædt ind med brædder for at fremstå pænere. Brædderne kan skjule en hel ormegård. Fugtige og sammentrådte isoleringsmåtter gør det kun værre.

Et forslag til istandsættelse skal tage udgangspunkt i registreringen af tagværkets tilstand og behov. For at skåne det historiske træværk, skal arbejdet så vidt mulig udføres som traditionelt håndværk: Der skal altid benyttes traditionelle tømmersamlinger og førsteklasses egetømmer, hvorimod trykimprægneret træ, lim, skruer og sømbeslag ikke hører hjemme på et gammelt kirkeloft. Arkitekten skal i samråd med Nationalmuseet beslutte, hvad der kan og skal erstattes, og hvad der på trods af skader skal forblive på plads, samt hvor der i stedet med fordel kan anvendes nye pålaskninger, hjælpespær o. lign. Ved mødet mellem arkitekt og Nationalmuseet kan der endvidere tages stilling til, om der skal tages prøver af tagværket til såkaldt dendrokronologisk (årrings) aldersbestemmelse. Resultatet heraf vil ofte være af afgørende betydning for, hvad der herefter er muligt at gøre ved tagværket.

Tagbeklædningen
Tagbeklædningen hviler på langsgående lægter eller brædder, som er sømmet på oversiden af spærene. Lægter og brædder bærer beklædningen af tegl, bly, skifer samt i enkelte tilfælde træspån eller kobber. Blypladerne er støbt og lægges fast med omrullede kanter og særlige beslag. Skifer og spån sømmes på brædderne.

Siden taget blev lagt, har dets underside, set inde fra loftet, stået fuldt synlig mellem spær og lægter. Tegltagenes tæthed er blevet sikret indefra med understrygning, dvs. med indpresset mørtel mellem stenene.

Understrygning skal udføres af kyndige murere og med den rigtige mørtelblanding iblandet fæhår. Reglerne om arbejdssikkerhed vil i vore dage ofte stille sig i vejen for arbejdets udførelse, især i kirker med hvælv, hvor der ofte er meget snævert, og hvor stilladser kan være umulige at få op. I situationer, hvor arbejdsforhold ifm. understrygning ikke kan forbedres med gangbroer e.l., kan det komme på tale at oplægge et undertag, som ikke skal understryges (jf. ndf.).

Bly på taget kendes helt tilbage til de ældste stenkirker. Det er giftigt, men det er stadig tilladt at bruge bly på kirker i dag (Læs mere her: “Kirkegården”).

Undertag
Ved behov for en total udskiftning af taget eller større dele deraf, ser Nationalmuseet fra tid til anden projekter, hvori der foreslås montering af undertag ovenpå de stående spærs yderside. Montering af undertag medfører en hævning af tagfladen – til tider på helt op til 10 cm. Desuden indebærer et undertagsprojekt også indgreb i taggavlene, som tagfladerne skal løbe ind i af hensyn til tætheden.

Alt i alt vil et undertag i reglen kræve betydelige indgreb i det eksisterende samt en opretning af tagfladen, som derved kan miste det præg af århundreders skævheder, som en gammel kirke har og fortsat skal have. Når taget hæves med flere cm, kan det også indebære store ændringer rent æstetisk, særligt i de tilfælde, hvor der kun etableres undertag på dele af kirkens tagflader. Man bør derfor også gøre sig overvejelser om kirkens, og særligt tagfladernes, symmetri og udtryk, før man går i gang med et undertagsprojekt. Set indefra forsvinder desuden synet af det historiske håndværk og tagstenene, når de erstattes af brædder med sorte striber imellem. Selv om loftrummet ikke er kirkens mest besøgte lokale, så rummer det ofte kulturhistorisk værdi, og dets fremtræden og bevaring må ikke negligeres.

Udluftning af loftsrummet
Der skal under alle omstændigheder sørges for god udluftning af ethvert tagrum. Bly, som angribes af fugt på undersiden, kan reagere ved at drysse giftige blyilte ned som pulver, og fugt forårsaget af dårlig ventilation skader alt. Der skal være tilstrækkeligt med trækhuller i det vandrette bræt (sugfjæl), som lukker af forneden under tagets udragende del. Hullerne skal have trådnet indvendigt for at holde fugle og større kryb ude, og der skal indbygges udluftningshuller opadtil i taget, så luften kan fornyes. Et projekt vedr. etablering, ændring eller optimering af udluftning skal godkendes af stiftet.

Tilsyn med loftrum og tagværk
Endelig skal man efterse sit tag og sit loft med jævne mellemrum, dvs. ikke kun i forbindelse med provstesyn. At tilkalde en tømrer eller arkitekt og få udarbejdet en kort rapport er i den forbindelse en god investering, da vejen op og rundt ofte er afskrækkende for mange. I regnvejr og snestorm vil en tur op på loftet med en stærk lampe i hånden være en god idé, så man ser, om det regner ind, eller fygesneen har fundet vej. Den skal så fejes bort og ud, før den smelter og giver vandskade.

Projektering, registrering og dokumentationskrav
På en konsulentrunde med deltagelse af stiftets konsulenter kan man i fællesskab skitsere en plan for kommende tagværksprojekter. I denne forbindelse vil det være praktisk at rekvirere en kirkekyndig arkitekt, som kan deltage i mødet og som løbende kan rådgive menighedsrådet under et tagværksprojekt.

Allerførst bør arkitekten foranstalte en gennemgang af tagværket i form af en rapport. Det skal ske inden for fast tid og pris og med henblik på fremsendelse til provsti, stift og konsulenter. Arkitekten skal gennemgå tagværket og pege på såvel overordnede som særlige problemer. Det gælder tagværkets generelle tilstand, også hvad angår dets behov for ny tagdækning, eventuelle råd- eller skadedyrsangreb samt udluftningen. Arkitekten skal tilrådes at gøre sig bekendt med det materiale om kirken, som Nationalmuseet råder over i sit arkiv.

Den af arkitekten udarbejdede rapport skal give forslag til, hvad man skal gøre snarest, og hvad der på måske lidt længere sigt kan anbefales. Dette skal fremgå af en gennemgang af tagværkets enkelte spærfag. Eventuelle dendrokronologiske prøvetagninger kan med fordel ske her. De foretages af Nationalmuseet på menighedsrådets regning og efter aftale mellem arkitekt, menighedsråd og museum.

Efter indsendelse af rapporten til de kirkelige myndigheder og disses svar kan arkitekten udarbejde et detailprojekt for arbejdet, som herefter atter sendes til stiftets høring.

Arkitekten skal stå for udvælgelse af kyndige og erfarne håndværkere samt for et løbende tilsyn under arbejdet. Særligt vigtigt er det med en opfølgende undersøgelse af tagværket, når belægningen er helt fjernet. Medfører dette ændringer i projektet, skal dette udformes via ansøgning til de kirkelige myndigheder. Nationalmuseet deltager meget gerne, vederlagsfrit, i denne undersøgelse, når tagfladerne er taget ned.

Når arbejdet er endeligt godkendt og gennemført, påhviler det menighedsråd og arkitekt at udfærdige en slutrapport med tegninger og fotos, som indsendes til Nationalmuseet. Her vil den indgå i arkivet og være til stor hjælp for kommende menighedsråd, håndværkere og arkitekter ved fremtidige arbejder. Slutrapporten bør derfor indgå i aftalen og indregnes i budgettet.