Lovgivning
Siden 1861 har beskyttelse og sikring af kulturværdier i kirkerne og på kirkegårdene været omfattet af den kirkelige lovgivnings bestemmelser. Siden da har Nationalmuseet den rådgivende forpligtelse, som i dag kaldes Nationalmuseets kirkekonsulentfunktion. Konsulentarbejdet varetages som en lang række rådgivningsopgaver i forbindelse med menighedsrådenes projektansøgninger til stiftsøvrighederne om kirkeistandsættelser.
Det nuværende arbejde med sikring af kirkernes kulturværdier og optimering til nutidig brug beror på Loven om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde fra 1992 (med senere ændringer). Af loven fremgår formålet:
“at virke til, at folkekirkens kirkebygninger danner den bedst mulige ramme om menighedens gudstjenester, de kirkelige handlinger og andre kirkelige aktiviteter,
at sørge for, at der er tilstrækkelig plads til begravelser på folkekirkens kirkegårde, og at disse fungerer som værdige og vel vedligeholdte begravelsespladser, og
at sikre, at der ikke sker en forringelse af de kulturværdier, der er knyttet til kirkebygninger og kirkegårde.”
Med loven sikres det således, at kirkebygning og kirkegård er bedst mulig i stand til at tjene nutidige behov samtidig med, at kulturværdier bliver bevaret.
Loven fastsætter Nationalmuseets og de øvrige konsulenters rolle som sagkyndige rådgivere i forhold, der vedrører kirker og kirkegårde. I et tillæg til selve loven fastsættes endvidere de juridiske forhold vedr. kirker og kirkegårde yderligere i Bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegården fra 2016.
Nationalmuseet fungerer udelukkende som rådgiver for stiftet i sager om kirker, der er over 100 år gamle, hvilket betyder, at kirkekonsulenterne hverken projekterer eller godkender byggesager for folkekirken. Museets rolle er således at vejlede, dvs. anbefale eller fraråde projekter til godkendelse hos stiftsøvrigheden.
I særlige tilfælde varetager Nationalmuseet dog et større ansvar. Jf. lovgivningen omfatter det udvidede ansvar bl.a. sager vedr. kalkmalerier, inventar og kunstnerisk udsmykning:
Kalkmalerier: restaurering af kalkmalerier må kun ske i henhold til et forslag, der er tilvejebragt gennem Nationalmuseet og godkendt af stiftsøvrigheden. Stk. 2. Fremkommer der hidtil ukendte kalkmalerier, skal dette straks indberettes til National- museet (kap. II, §4, Loven om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde).
Inventar: ændring eller istandsættelse af inventar, der er over 100 år gammelt, må kun ske i henhold til et forslag, der er tilvejebragt gennem Nationalmuseet og godkendt af stiftsøvrigheden (kap. 1, §3, Bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde).
Kunstnerisk udsmykning: forslag til ændring eller istandsættelse af bestående kunstnerisk udsmykning skal godkendes af stiftsøvrigheden. Er den kunstneriske udsmykning ovre 100 år gammel, skal forslaget tilvejebringes gennem Nationalmuseet (kap. 1, §11, stk. 3, Bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde).
Nationalmuseet varetager desuden et særligt arbejde vedr. gravminder og arkæologi:
Gravminder. Ansvaret for registrering og afregistrering af gravminder ligger i nogle tilfælde hos Nationalmuseets gravminde- registrator. Gravminder defineres i loven om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde: gravminder, der bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder, eller som i øvrigt af kunstneriske, kulturhistoriske eller andre grunde må anses for særlig bevaringsværdige (kap. IV, §1). Nationalmuseet har ansvaret på de kommunale kirkegårde, hvor provstiet ikke har tilsynsansvar.
Arkæologi. Ved indgreb i selve kirkebygningen har Nationalmuseet det arkæologiske ansvar (f.eks. murværksundersøgelser, gulvarbejder, tagværksarbejder m.m.). I forbindelse med anlægs- og gravearbejde på kirkegården, står Nationalmuseet for det arkæologisk tilsyn. Udenfor kirkegården er det lokale museum den ansvarlige myndighed.
Historisk lovgivning
Historisk set er en række forhold vedr. kirkerne og deres brug præciseret i en række bestemmelser, som afspejler teologiske tendenser samt øvrighedens og kirkegængernes ønsker og behov. Bestemmelserne har bl.a. vedrørt alterets beskaffenhed, tilstedeværelsen af inventar (alter, prædikestol og døbefont, 1555), tilstedeværelsen af katolske altertavler (1555), prædikens længde (1579), pulpiturer til ungdommen (1634), faste, årlige kirkesyn (1643) og forbud mod begravelser inde i kirken (1805).
Oprettelsen af Det Særlige Kirkesyn ved Lov af 19. februar 1861 er, set i forhold til kirkekonsulentfunktionen og bevaringen af kirkernes antikvariske værdier, af central betydning. Med oprettelsen skulle der sikres sagkundskab ved kirkesyn og derved et vist fagligt niveau ved bevaring og istandsættelse af de danske kirker. Loven indeholdt bl.a. bestemmelser vedr. årlige syn, fokus på vedligeholdelse af inventar og indhegning, samt en grundidé om, at kirkerne skulle føres tilbage til deres oprindelige form og udseende.
Loven om Det Særlige Kirkesyn blev erstattet af Lov nr. 282 af 30. juni 1922 om vedligeholdelse af kirker og kirkegårde. De fleste kirker var på dette tidspunkt selvejende og menighedsrådene fik med tiden mere ansvar for vedligehold. Med loven sløjfes desuden tanken om at føre kirken tilbage til oprindelig form og udseende, hvilket var en ændring som dog stadig synes at sprede anledning til forvirring den dag i dag. Mange er nemlig af den opfattelse, at Nationalmuseet i byggesager ofte vil plædere for, at kirkerne skal føres tilbage til deres oprindelige skikkelse. Intet er dog længere fra sandheden! Antikvarisk værdi er andet end 500 år gammelt inventar – antikvarisk værdi er også de kulturelle og samfundsmæssige ændringer fra opførelsen og frem til i dag, som museet ønsker skal afspejles i bygning, inventar og kirkegård. Tilbageføring til oprindelige forhold vil så at sige udradere historien, og det vil sjældent være positivt for bevaringen af antikvarisk værdi.
Loven fra 1922 følges grundlæggende stadig, dog med senere rettelser og tilføjelser, og den kirkelige lovgivning er med til at værne om kirker og kirkegårde som vigtige kulturhistoriske monumenter i det danske landskab.