Historisk inventar

Historisk inventar er de møbler, udskårne figurer og billeder, der er opsat i kirkerummet. Inventaret er ofte træskåret og bemalet samt prydet med udskæringer og malerier, men det kan også være udført af sten og metal. Inventaret udsmykker kirkerummet og bruges samtidig ved kirkelige handlinger. Inventaret har oftest været brugt og opstillet i kirkerummet i århundreder, men det kan også være nyere, måske ny billedkunst, der er anskaffet for få årtier siden.

Bevaring af historisk inventar er sikret i den kirkelige lovgivning. Her fremgår nemlig bl.a. Nationalmuseets konserveringsfaglige ansvar for udarbejdelsen af retningslinjer for håndtering af det historiske inventar. Ud over dette lovmæssige ansvar, så rådgiver Nationalmuseets kirkekonsulenter dog også meget gerne i øvrige spørgsmål vedr. det historiske inventar. Det kan være ved spørgsmål vedr. det historiske inventars kulturværdi og daglig pleje men også vedr. procedure ifm. ønsket om ændringer eller indgreb (f.eks. tyverisikring). For råd og vejledning og ved anmodning om besigtigelse af det historiske inventar kan Nationalmuseets kirkekonsulenter kontaktes via mail: kirkekonsulenter@natmus.dk.

Ud over muligheden for at tage direkte kontakt til kirkekonsulenterne kan man i det følgende finde oplysninger om Nationalmuseets fokuspunkter i sager der vedrører det historiske inventar samt vejledning til nødvendige forarbejder og projektering i sådanne sager.

Historik
I kirkerummet står ældre og yngre inventar side om side, idet langt de fleste middelalderkirker har bevaret inventaret fra middelalderen og frem til i dag.

Det var den menighed, som brugte kirken, der også værnede om og passede kirkens inventar. Man agtede dets kunstneriske værdi og håndværksmæssige kvaliteter med udskæringer og malede udsmykninger, og inventaret understregede rummet som det sted, som forudgående generationer havde brugt, udsmykket og omgivet sig med. Danske kirker udmærker sig derfor ved at være fyldt med kunst- og kulturhistoriske skatte som generationer efter generationer har passet på og værnet om. Siden midten af 1800-tallet har skiftende lovgivninger defineret det gamle inventar som ’kulturminder’, der både ’tilhører’ den enkelte kirke og desuden er at betragte som kunst- og kulturhistoriske kulturværdier af national betydning.

Inventaret beskrives som ’historisk’ når det er ældre end 100 år. Loven om danske kirker og kirkegårde (Læs mere her: “Lovgivning”) beskytter både det historiske inventar og en række inventargenstande uanset deres alder, nemlig altre, døbefonte og prædikestole. Kirkerne og deres inventar skal kunne bruges til nutidige kirkelige handlinger, når blot denne brug ikke forringer inventarets kulturværdi. Det betyder, at alle former for istandsættelse og ændringer af historisk inventar, alter, døbefont og prædikestol skal godkendes af stiftet. Dette gælder konservering og restaurering, men også nymaling og ombygninger af inventaret. Ligeledes skal alle former for håndtering og sikring af inventaret godkendes af stiftet. Hvis noget inventar ønskes midlertidigt udlånt til et museum for at blive udstillet, da skal udlånet godkendes af stiftet. Stiftet afgør i alle disse tilfælde, om det historiske inventar vil kunne gennemgå eller ’tåle’ disse istandsættelser, ændringer, håndteringer, udlån mm. uden at dette forringer inventarets kulturværdi og bevaringstilstand. Forud for stiftets afgørelse ligger Nationalmuseets kirkekonsulenters rådgivning, oftest ved et besigtigelsesbesøg. Her afstikkes retningslinjer for, hvorledes istandsættelse, ændringer, håndteringer og eventuelle udlån skal gennemføres (Læs mere her: “Rådgivning og besigtigelser”).

Projektering og dokumentationskrav i sager vedr. historisk inventar
Ved projektering af istandsættelsesarbejder skal Nationalmuseets retningslinjer vedrørende historisk inventar, alter, døbefont og prædikestol indarbejdes og budgetteres i det projektforslag, som menighedsrådet fremsender i en ansøgning til stiftet.

Ansøgningen skal indeholde et konserveringsværksteds egen arbejdsbeskrivelse og egen pris for de konservatoropgaver, der indgår i projektet. Menighedsrådet skal derfor, til brug for denne ansøgning, indhente forslag (arbejdsbeskrivelse) og pris for arbejdets udførelse fra det konserveringsværksted, der ønskes til at udføre arbejdet. Dette værksted skal råde over de faguddannede konservatorer med de dokumenterede fagkompetencer, der fremgår af Nationalmuseets besigtigelsesrapport.

Det er desuden en forpligtigelse, at konserverings- og restaureringsarbejde vedr. historisk inventar, alter, døbefont og prædikestol skal dokumenteres. Konserveringsværkstedet skal derfor beskrive det afsluttede arbejde i tekst og foto i en rapport – den såkaldte konserveringsrapport, der skal sendes til det offentligt tilgængelige arkiv, Antikvarisk-Topografisk Arkiv på Nationalmuseet. Rapporten skal fremsendes af konservator via kirkekonsulenternes sekretariat (kirkekonsulenter@natmus.dk).

Historisk og bevaringsværdigt inventar
Nationalmuseets rådgivning kan omhandle inventarets kulturværdi. Den kan indeholde oplysninger om, hvilke kulturværdier der er bevaringsværdige, både i et kirkeinteriør som helhed og for det enkelte inventarstykke i en kirke. Kulturværdien bestemmes efter de standarder, som jfr. nationale og internationale regelsæt bruges til klassifikation af kulturarvsgenstandes, monumenters og miljøers kulturværdi. For inventar handler det om den kunst- og håndværksmæssige kvalitet, der kan være sjælden og enestående eller blot repræsentere det særlige eller almene i forhold til tilsvarende inventar i hele landet, lokalt eller i den enkelte kirke. Kulturværdien bestemmes også efter de ændringer og tilføjelser, som interiøret eller det enkelte inventarstykke har fået igennem tiden i forhold til dets opbygning, form, udtryk, udsmykning og bemaling. Et inventarstykke kan være særdeles bevaringsværdigt, hvis det eksempelvis er et ’almindeligt’ stykke fra 1655 som bærer en usædvanlig, sjælden og kvalitetsfuld bemaling fra f.eks. 1766. De spor, som mennesker har afsat igennem tiden kan være lige så bevaringsværdige, som det oprindelige.

Pleje og vedligehold i dagligdagen
Inventar bruges og bliver slidt og støvet. I det daglige kan menighedsråd vedligeholde inventaret ved en nænsom pleje, der blot skal bestå af forsigtig afstøvning med blød børste eller fjerkost for at fjerne kun løstsiddende støv og spindelvæv. Andre former for vedligehold, såsom vask og gnubben kan medføre store og voldsomme skader, og det bør derfor ikke udføres af kirkens personale. Dette gælder for alt kirkens inventar, undtagen stoleværket, hvis dette er nyere eller har nyere bemaling eller overfladebehandling. I så fald kan dette stoleværk tåle en nænsom aftørring med hårdt opvredet klud i tynd sæbeopløsning. Men vær forsigtig, fordi fugt – selv fra en opvredet klud, med tiden kan medføre skader i nyere bemalede overflader

Skader på historisk inventar og dets istandsættelse
Inventar kan imidlertid også få skader blot af at være i kirkerummet. Det er typisk skader, der skyldes rumklimaet, de såkaldte udtørringsskader, hvor inventarets træværk sprækker eller revner eller pålimede trædele falder ned. Udtørring medfører op- og afskalninger i inventarets bemaling, hvilket kan være radikalt, hvis store dele af farven i en bemalet udsmykning eller et maleri simpelthen afskaller og forsvinder. En typisk skade er endvidere sod, snavs og støv, der har aflejret sig skæmmende og gråsort på inventaret. Dette kan være fugtsamlende og indirekte medvirke til udvikling af skadedyr og skimmel på inventaret. Mørkning, misfarvning og gulning af maleriers fernis kan skæmme malerier og betyde at de fremstår mørke. En rensning vil betyde, at farverne igen bliver klare og kulørte, hvorved maleriet vil genvinde dets billedværdi og igen ses virkningsfuldt i rummet. Skader på inventar kan desuden skyldes fugt i form af borebiller, råd, svamp, mug og skimmel samt fugtnedbrydning af træets gods og bemalingens materialer. Desuden udtørrer sollyset træet og bleger bemalingens farver. Skader kan forværres, hvis de behandles uprofessionelt og historisk inventar må derfor kun behandles ved konservering og restaurering af faguddannede konservatorer. I alle tilfælde skal Nationalmuseets kirkekonsulenter først besigtige skaderne og give retningslinjer for deres behandling. Ligeledes skal stiftet godkende enhver form for konservering og restaurering af historisk inventar (Læs mere her: “Rådgivning og besigtigelser”).

Det samme gælder, hvis der i forbindelse med projektering af indvendige istandsættelsesarbejder skal foretages arbejder, som indebærer støv og risiko for stød. Det kan eksempelvis være arbejder fra stillads, i gulv og mur eller indvendig kalkning. For at undgå støv- og stødskader på inventar, skal dette sikres efter Nationalmuseets retningslinjer. Det gælder ligeledes ved ny tyverisikring af historisk inventar, såfremt der herved tænkes gjort indgreb i inventarets træværk og samlinger (Læs mere her: “Alarmer, sikkerhed og forsikring”).

Ændringer af historisk inventar
Hvis et gammelt inventarstykke ønskes nymalet eller måske ændret i form og opstilling skal dette ligeledes udføres efter Nationalmuseets retningslinjer. Ændringer kan være menighedsråds ønske om at indsætte et nyt maleri i en gammel altertavle eller om at ombygge en alterskranke, prædikestole etc. Det kan ligeledes være ønske om at flytte inventar i kirkerummet. I hvert enkelt tilfælde vurderer Nationalmuseets kirkekonsulenter, om det pågældende inventarstykke kan tåle den ønskede ændring uden at dette forringer inventarets kulturværdi. Det vurderes ligeledes, om inventarstykket er i en sådan bevaringstilstand, at det kan tåle ændringen uden forværring af bevaringstilstanden eller svækkelse af inventarets konstruktion og samlinger. Ombygning bør ikke indebære indgreb i det historiske inventars oprindelige træ eller bevaringsværdige bemalinger.

Stoleværk ønskes typisk ændret for at give mere plads i kirkerummet – ofte ved at nogle områders bænke ønskes erstattet af løse stole. Også her vurderer Nationalmuseets kirkekonsulenter kulturværdien af stoleværket for at sikre, sig at eventuelle ændringer ikke vil forringe stoleværkets kulturværdi. Læs mere om bænke og stoleværk her.

Udlån
Kirkerne har meget historisk inventar, som danske eller udenlandske museer gerne vil låne til en udstilling. Såfremt menighedsrådet gerne vil udlåne et stykke inventar, skal menighedsrådet ansøge stiftet om godkendelse af udlånet. Forud skal Nationalmuseets kirkekonsulenter besigtige det pågældende stykke inventar. Det skal nemlig undersøges om inventarstykket kan tåle at blive udlånt, dvs. om dets bevaringstilstand er så stabil, at der ikke vil fremkomme skader ved et udlån - eller om der er behov for en forudgående konserveringsbehandling.