Ændringer af kirkernes indre

De danske kirker rummer uerstattelige kulturhistoriske værdier. Men de er ikke museer. Kirker er bygget for at blive brugt, og det bedste, man kan gøre for dem, er at bruge dem. Dermed vil man af og til stå over for spørgsmålet om en forandring af kirkens rum. Måske er forandringen blevet nødvendig som følge af en istandsættelse af kirkebygning, måske er kirkens brug blevet ændret eller også er der opstået ønske om en ændring af dens brug. Uanset hvad der ligger bag tanken om at lave om på det bestående i en kirkes indre er det af største betydning at huske på, at en kirke ikke er noget almindeligt hus.

Langt de fleste danske kirker har været brugt til det samme formål siden deres opførelse i tidlig middelalder og frem til i dag. Kirkeformen har ændret sig, og det samme har gudstjenesten, liturgien osv. Af samme årsag er der løbende foretaget tilpasninger af både bygningerne og inventaret. Noget er kommet til, andet er fjernet, flyttet eller forandret.

I dag står langt de fleste kirker derfor som en symfoni af vidnesbyrd om alle de år, hvor bygningen har været elsket og brugt; til hverdag og fest; i glæde og sorg. Det giver hver eneste kirke en helt egen sjæl, og en helt anden tidsdimension end nogen andre steder. I kirken er man bogstaveligt talt i Guds hus.

Traditioner og nye tendenser
I dag foregår ændringerne af kirkernes indre hurtigere end nogensinde, hvilket er både godt og skidt. Det er positivt, fordi det viser, at vi har et levende kirkeliv og en vilje til at passe på bygningerne, og ønsker at bruge penge på at få de helt rigtige rammer om de kirkelige handlinger. Det er imidlertid problematisk, at en del forandringer bunder i samfundskrav og aktuelle moder, som sætter menighedsrådene under pres. Alle skal være omstillingsparate og skabe synlige resultater. Vi kan opleve forventninger om, at vores kirker skal kunne imødekomme særlige fleksibilitetsønsker og tilpasses enhver type brug, samt at komforten skal være høj, og vi skal alle moderne bekvemmeligheder ved hånden. Det er samtidig blevet nemt at vide, hvad der sker alle andre steder. Når nabokirken derfor gennemgår en meget rost restaurering og får en flot ny alterudsmykning, fikst flytbare stole og et toilet i våbenhuset, kan det være svært at forsvare, hvis der ikke er blevet gjort noget ved éns egen kirke i de sidste mange år. Arkitekter og billedkunstnere står ofte klar med gode, men også fordyrende råd om, hvad man kan gøre, når man alligevel er i gang med f.eks. en indvendig kalkning eller en justering af varmesystemet o.lign. Heldigvis kan de kirkekyndige arkitekter godt kan se grænsen for, hvornår der forsvinder så mange historiske vidnesbyrd, at det går ud over kirkens sjæl.

Det kan derfor ikke indskærpes nok: at ændre på et gammelt kirkerum er det mest risikable, et menighedsråd kan kaste sig ud i. I denne proces opereres med værdier, der hverken kan måles eller vejes, og hvis betydning ofte først erkendes, når de ikke er der mere. Det er en opgave, som kræver en anselig faglig viden. Ingen ikke-elektriker vil kigge fagmanden over skulderen og insistere på, at der skal byttes om på de forskelligfarvede ledninger, fordi man bedre kan lide det på den måde. Men når det gælder kunst og herunder også hele kirkerum er det desværre ofte et argument, at ”vi stoler på vores egen smag”.

Konsulenthjælp og rådgivning
Det er godt med nye ideer og visioner. Men det kræver også både uddannelse og erfaring at vurdere, hvad der kan lade sig gøre i det enkelte rum. For et menighedsråd, der går med tanker om at forandre, er det derfor vigtigt hurtigst muligt at inddrage stiftsøvrighedens konsulenter: Nationalmuseet, De kongelige Bygningsinspektører og Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst. Det er vigtigt at lytte til disse konsulenter. De har en viden, som intet menighedsråd kan forventes at ligge inde med, og de vil også gerne have, at kirken er elsket og brugt i fremtiden. Hvis de råd, som konsulenterne giver, af og til strider imod menighedsrådets tanker, er det vigtigt at huske på, at disse råd kun gives, fordi konsulenterne på basis af deres faglighed kan se, at der er ved at ske noget, som vil gå ud over den bestående harmoni og i værste fald føre til et historieløst og pludseligt ganske ordinært rum.

Harmoni og holdbarhed
Maleren Paul Høm (1905-94), der i 1900-tallets anden halvdel udførte en række da ret provokerede kunstværker til danske kirker, udtalte engang, at spændingen ved at arbejde i disse traditionsrige bygninger lå i, at de var som orkestre, hvor både instrumenterne og den musik, der blev spillet, gennemgik en løbende udvikling. Enhver fornyelse var som at ændre på orkesterets sammensætning, og det gjaldt om at gennemføre den, så der ikke opstod nogen disharmonier. Det er en vigtig tanke at have i baghovedet, og det er vigtigt at tænke på, at den både gælder det æstetiske indtryk og genstandenes kvalitet. Et elorgel midt i et strygeorkester er ingen god ide. Sådan et instrument hører hjemme i en helt anden sammenhæng. På samme måde vil eksempelvis rækker af fladskærme lede tankerne i retning af flykabiner og kontorlandskaber og blive stærkt afstikkende i et kirkerum med genstande, der ellers alle er udført med en helt anden holdbarhed for øje.              

Den lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, som ligger til grund for håndteringen af Danmarks kirker, har et tredobbelt formål. Den skal virke til, at folkekirkens kirkebygninger danner den bedste mulige ramme om de kirkelige aktiviteter, den skal sørge for, at folkekirkens kirkegårde fungerer som rummelige og værdige begravelsespladser, og den skal sikre, at der ikke sker nogen forringelser af de kulturværdier, der er knyttet til kirkerne og kirkegårdene. De tre formål er ligestillede og skal følgelig altid balanceres op imod hinanden. Men de behøver absolut ikke at være modstillede. For det er først og fremmest de udefinerbare kulturværdier, der gør de danske kirker så fantastiske, også som rammer om de kirkelige aktiviteter. Her følger slægter slægters gang, og enhver forandring må tage hensyn til både fortid og fremtid og kun gennemføres i en tæt dialog både i menighedsrådet og med såvel menighedsrådets som stiftsøvrighedens konsulenter. En hvilken som helst gammel dansk kirke rummer uvurderlige værdier. Og er noget først tabt, kommer det aldrig igen.