Kirkegården
De danske kirkegårde fremstår i dag velorganiserede med systematiske gravlæggelser, grusbelagte stier og beplantning svarende til et mindre parkanlæg. Denne kirkegårdskultur vandt frem i midten af 1800-tallet, og før det var kirkegården ofte en simpel græsmark eller grønning.
I middelalder og nyere tid har kirkegårdene været anvendt til begravelser af sognets afdøde, men kirkegårdene har også tjent mange andre formål, både kirkelige og mere profane. På nogle kirkegårde ses der endnu spor af forskellige aktiviteter i form af bygninger (f.eks. skolebygninger, klokkerboliger, kirkelader), og i kirkegårdens jordlag kan der være gemt mange arkæologiske spor af forskellige handlinger og gøremål, der har fundet sted på kirkegården. Dertil kommer også talrige spor fra flere af oldtidens perioder i tiden før kirken blev etableret. Der er derfor talrige arkæologiske interesser på kirkegårdene, som skal tilgodeses i forbindelse med nutidens kirkegårdsprojekter.
I det følgende findes råd og vejledning til projektering af kirkegårdsprojekter. Desuden beskrives kort nogle af de forhold, som Nationalmuseet særligt fokuserer på i projekter, der indebærer grave- og anlægsarbejder på kirkegården.
Projekter på kirkegårde
Kirkegårdens brug og bevaring er reguleret i ”Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde”, og der er forskel på, om projekter alene skal godkendes af provstiet, eller om stiftsøvrigheden skal kontaktes:
Ved projekter, der vedrører kirkegårdslåger, diger, hegning, kapeller, bygninger og materialepladser, omfangsdræn, rørlægning, udgravningsarbejde, belægning o.lign. er det stiftsøvrigheden, der kan træffe afgørelse.
I projekter, der bl.a. vedrører fældning af udgåede træer, omlægning af traditionelle gravsteder til skovområder o.lign., kan provstiet træffe afgørelse.
Projektering, registrering og dokumentationskrav
Et godt projekt er veldokumenteret og velbeskrevet, og ved arbejder på kirkegården kan det være en god ide at engagere en dygtig landskabsarkitekt, der har erfaring med kirkegårdskultur.
Ved nybyggeri, belægnings- og gravearbejde bør projektet altid følges af detaljerede planer med angivelse af omfang af entreprisen. Digeprojekter og projekter, der sigter mod restaurering af ældre kirkegårdsmure eller historiske bygninger på kirkegården, bør altid tage udgangspunkt i en grundig registrering af de eksisterende forhold.
Ved mange af projekterne, der omfatter kirkegårdene, skal man forvente, at Nationalmuseets kirkearkæologer vil være inddraget i dele af projektforløbet (mod vederlag). I stiftsøvrighedens afgørelse vil det ofte være et forbehold for godkendelse, at der tages kontakt til kirkearkæologerne for at afklare nødvendigheden og eventuelt omfang af arkæologisk tilstedeværelse i forbindelse med grave- og anlægsarbejde på kirkegården. Kirkearkæologerne kontaktes via kirkekonsulentfunktionens sekretariat på mail: kirkekonsulenter@natmus.dk. Det er byggeleders ansvar at tage kontakt i god tid, senest 5 uger før arbejdets start, således at samarbejdet kan planlægges bedst muligt.
Diger, kirkegårdsmure og indgangspartier
Kirkegårdene er typisk hegnet af et dige eller en mur, der undertiden kan være af høj alder – eller repræsentere en grænsemarkering med meget høj alder. Digerne er et kulturhistorisk objekt, som der skal værnes om, og derfor er der også lovgivning på området. Nogle overordnede rammer for vedligehold og istandsættelse af kirkegårdens diger er omtalt i ”cirkulære om vedligeholdelse og opsætning af stengærder”.
Vedligeholdelsesprojekter, der vedrører kirkens diger, bør altid tage udgangspunkt i en grundig registrering af det eksisterende dige, og bruge dette som udgangspunkt for istandsættelsen. Samtidig skal digernes forskellige karakteristika – deres flugt, form og fauna – gerne bibeholdes, da dette er et vigtigt kulturhistorisk træk. Digernes bundsten bør i videst muligt omfang bevare deres placering.
Også de middelalderlige kirkegårdsmure og middelalderlige porte er væsentlige at bevare, og ved istandsættelsesarbejder skal der tages udstrakt hensyn til disse.
I forbindelse med udbedring af digerne, nye digegennembrud ved indgangspartier o.lign. kan der forekomme anlægsarbejde tæt op ad digerne. Her kan arbejdet nemt konflikte med arkæologiske spor af ældre diger, nu forsvundne bygninger i kirkegårdens udkant, etc., hvorfor der ved denne type arbejde altid vil være arkæologisk deltagelse ved Nationalmuseets kirkearkæologer.
Bygninger på kirkegården
På kirkegårdene kan der være forskellige mindre bygninger, graverhuse, kapeller o.lign. Enkelte kirkegårde har fortsat historiske bygninger stående – eksempelvis middelalderlige kirkelader – der må karakteriseres som særligt bevaringsværdige.
På mange kirkegårde er der også interesse i nybyggeri i form af nye graverfaciliteter, toiletter o.lign. Selvom der er tale om nybyggeri, kan udgravning til sokkel sagtens berøre arkæologiske bevaringsværdier, hvorfor arbejdet ofte bliver fulgt af Nationalmuseets kirkearkæologer.
Anlægsarbejder på kirkegårde
I forbindelse med nybyggeri på kirkegården, belægningsarbejder, projekter med niveaufri adgang og i forbindelse med etablering af ny elforsyning, varmerør o.lign. vil der som oftest være forholdsvist store anlægsarbejder på kirkegården. Disse kan nemt risikere at berøre væsentlige arkæologiske levn, og derfor vil der ofte være deltagelse ved Nationalmuseets kirkearkæologer i forbindelse med disse projekter.
Nogle kirker har blytag og blyforurening omkring kirker skal tages alvorligt. Jorden nedenfor disse tage er ofte forurenet. Ved alle former for gartnerarbejde og anlægsarbejde skal der tages højde for dette. Jorden skal helst blive, hvor den er og ikke flyttes til andre steder på kirkegården eller udenfor. Hvis bygningen er forsynet med tagrender, bør regnvandet ikke ledes ud i offentlig kloak eller ud fra kirkegården.
Belægning, beplantning og niveaufri adgang
Kirkegårdene har i mange år været kendetegnet ved store partier med grusbelagte gange. I dag er der ved mange kirker fokus på at sikre bedre adgangsforhold for gangbesværede, og som konsekvens er der mange projekter, der sigter mod at etablere fast belægning og niveaufri adgang til kirkerummet. Ved den type projekter vil der være forskellige praktiske og æstetiske forhold, der skal gennemtænkes. Dels skal materialevalget, formen og omfanget harmonere med omgivelserne, men stigninger, hældninger, reposer, kørebaner og andet skal kunne fungere i praksis. Ved komplicerede belægnings- og tilgængelighedsprojekter kan det derfor være en meget god idé, som indledning til projektet, at få rådgivning på en af stiftets konsulentrunder, hvor Nationalmuseet, den Kongelige Bygningsinspektør og kirkegårdskonsulenten kan oplyse om konkrete benspænd og give relevante input til processen.
Belægning og grus skal imidlertid etableres med måde, hvilket gør sig særligt gældende omkring selve kirkebygningerne, da de kan have en negativ indvirkning på fugtforholdene i kirken. Med fordel kan menighedsrådene i stedet overveje at sikre korrekt fald væk fra kirkebygningen og samtidigt omlægge større partier med græs, så man derved kan udnytte jordens egen fordampningsevne. Det giver et tørrere kirkerum og en grønnere kirkegård.
Gravminder
Ude på kirkegårdene nedlægges mange traditionelle gravsteder efter en årrække, men der er fortsat bevaret et stort antal ældre, spændende gravsten og monumenter, hvoraf en del er erklæret bevaringsværdige af det lokale, kulturhistoriske museum. Når bevaringsværdige gravsten og monumenter overdrages til kirkegården, og dermed bliver menighedsrådets ansvar, skal man sørge for, at stenene ikke mister deres kulturhistoriske værdi. F.eks. skal man sørge for almindelig, skånsom renligholdelse, således at tekster og udsmykning fortsat fremstår tydelige. Gravsten og monumenter af mere sårbare bjergarter som f.eks. marmor, kalksten og sandsten, kan revne eller forvitre efter mange års vejrpåvirkning og/eller begroning af lav, mos eller planter. Beplantning bør beskæres jævnligt, således at eksempelvis efeu ikke kravler op af gravsten og monumenter og omslutter disse. Ligeledes bør buske og træer beskæres således, at gravsten og monumenter ikke slides af forvoksede grene, der bevæger sig i vinden. Højtryksafrensning må ikke anvendes til renligholdelse af bevaringsværdige gravminder.
Hvis gravminder er under nedbrydning, skal flyttes, skal vedligeholdes eller kræver andre indgreb, skal menighedsrådet søge vejledning hos Nationalmuseets stenkonservator, som kan kontaktes via kirkekonsulentfunktionens sekretariat på mail: kirkekonsulenter@natmus.dk Her kan man få vejledning vedrørende bevaring, konservering og restaurering ligesom man kan rekvirere besøg med henblik på at få udarbejdet en besigtigelsesrapport.
Kirkegårdskonsulenten
Hvert stift har en tilknyttet kirkegårdskonsulent, hvis fagområde specifikt vedrører forhold på kirkegårdene. De inddrages ofte som rådgiver og høringspart i forbindelse med udvidelse, indretning og nedlæggelse af kirkegårde, etablering eller forandring af bygninger på kirkegården og i spørgsmål om beplantning, belægning, drift og udvikling.
Udover stiftsøvrigheden kan kirkegårdskonsulenten også rekvireres af de enkelte menighedsråd i forbindelse med råd og vejledning. Kirkegårdskonsulenten kan dog ikke påtage sig projekteringsopgaver indenfor stiftet.
Stifternes kirkegårdskonsulenter:
Fyens: Benedikte Piil - b@piil.net
Haderslev: Anne Vium Skaarup - avs@skaaruplandskab.dk
Helsingør, København: Susanne Wagner - kontakt@arkitektwagner.com
Lolland-Falsters: Friedemann Rüter - kirkegaardskonsulent@gaardrum.dk
Ribe: Mette Faurskov - mf@mflandskab.dk
Roskilde: Karin N. Corfitzen - knc@opland.eu
Viborg: Mogens Dueholm - mdu@skaaruplandskab.dk
Aalborg: Mogens Andersen - arkitekt@mbandersen.dk
Aarhus: Anne-Marie Møller - am@mflandskab.dk
