Omgivelserne uden for kirkegården

Den lokale topografi har i høj grad været rammesættende ved opførelsen af de danske kirker. Ofte valgtes det at placere kirkerne højt i terrænet, så de var synlige på lang afstand og derfor kunne bruges som pejlemærker for datidens færdsel. Det hænder ej heller sjældent, at kirkerne ligger ensomt i det rurale landskab. Størstedelen af de danske kirker er dog beliggende i tilknytning til bymæssig bebyggelse, typisk en landsby.

De danske kirker har siden deres opførelse været institutionelle hjørnesten i samfundet. I mange tilfælde har de fungeret som sognets mødested for gejstlighed og verdslighed, og endnu i dag er deres omgivelser præget af markante bevaringsværdige og fredede lokaltopografiske spor, som det er vigtigt at bevare.

Kirkernes omgivelser
Kirkeomgivelsernes mange bevaringsværdige kulturmiljøer udgøres af både enkeltelementer, f.eks. bygninger o.lign. og mere sammenhængende helheder. Miljøerne er som regel egnstypiske og har en kompleksitet og tidsdybde, der viser en udvikling over en længere årrække og giver det en væsentlig fortælleværdi.

Størstedelen af de danske landsbykirker er opført i ældre middelalder, og i mange tilfælde er de omkringliggende kirkegårdsmure og -diger også fra middelalderen. Den vigtigste kilde til den tidlige udvikling af kirkernes omgivelser er imidlertid de arkæologiske spor, der ligger under eksisterende bygninger, haver og omkringliggende marker m.m. Det kan f.eks. være spor af ældre gravanlæg eller de landsbymiljøer, der voksede frem allerede før kirken blev rejst.

Det er dog især den bevarede bygningskultur, f.eks. velbevarede landsby- og herregårdsmiljøer, fredede gårdanlæg, møllebygninger m.m., som påkalder sig antikvarisk opmærksomhed fra myndighedernes side.

Lovgivning
Ved planlægning af anlægsarbejde skal et menighedsråd være opmærksom på, at kirkernes umiddelbare nærhed er reguleret af flere typer lovgivning, som forvaltes af forskellige myndigheder.

Kirkens omgivelser: Naturfredningsloven
Kirkernes umiddelbare omgivelser har siden revisionen af Naturfredningsloven i 1937 været beskyttet af kirkebyggelinjen. I gældende lovgivning (Naturbeskyttelsesloven § 19) har kirkebyggelinjen til formål at beskytte kirker, der ligger mere eller mindre åbent i landskabet, mod at der opføres bebyggelse, som virker skæmmende på kirkerne eller hindrer, at kirkerne er synlige i landskabet. Efter bestemmelsen er det inden for 300 meter fra en kirke forbudt at opføre bebyggelse, som er over 8,5 meter højt. Er kirken omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen, gælder forbuddet dog ikke. Beskyttelseslinjen regnes fra kirkebygningen, dvs. ikke kirkegårdsmuren/diget. Bestemmelsen omfatter alt byggeri, herunder siloer, antenner, træskure, elmaster og vindmøller m.m.

Nærliggende bygninger: Bygningsfredningsloven
I kirkernes nærhed ligger der i mange tilfælde bevaringsværdige eller fredede bygninger, der er underlagt bestemmelser, som reguleres af Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer. Den gældende lovgivning forhindrer deres fjernelse eller forandring, hvilket kan have betydning, hvis menighedsrådenes f.eks. ønsker at istandsætte en fredet præstegård, udvide kirkegården, skabe bedre ind- og udkig fra kirken, eller hvis andet byggeri og anlægsarbejde påtænkes.  

Den første Bygningsfredningslov stammer fra 1918, men den er ændret flere gange siden. Den nuværende lov har til formål at værne om landets ældre bygninger af arkitektonisk, kulturhistorisk eller miljømæssig værdi, herunder bygninger, der belyser væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling. I forbindelse med en fredning kan en bygnings nærmeste omgivelser medtages i fredningen, hvis de i sig selv indeholder strukturer eller overflader som udgør en væsentlig del af den samlede helhed, som ønskes sikret med fredningen. I 1997 blev bygningsfredningsloven desuden suppleret med et kapitel om bevaringsværdige bygninger, dvs. bygninger med særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af regional eller lokal betydning. Det er kommunerne der udpeger bevaringsværdige bygninger ved at optage dem i lokalplanerne. En lovændring, der trådte i kraft i 2010 bevirker, at selvstændige landskabsarkitektoniske værker også kan fredes, dvs. ikke kun enkelte bygningsværker. Flere end 9000 bygninger i Danmark er fredede. Bygninger fra før 1536 er automatisk fredede, men kirkebygninger er undtaget herfra, da de til trods for deres fremragende arkitektoniske kvaliteter fortsat benyttes til deres oprindelige formål.

Slots- og Kulturstyrelsen forvalter den gældende bygningsfredningslov. På (link: ) Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside kan alle registrerede fredede og bevaringsværdige bygninger findes. Nationalmuseet er dog forsat høringspart, hvis der ønskes foretaget ændringer af kirkernes umiddelbare omgivelser, da det herved sikres, at der ikke sker forringelser af de kulturværdier, der er knyttet til kirkebygningerne og kirkegårdene.

Exnerfredning
Nationalmuseet er også høringspart, hvis kirkernes omgivelser er underlagt en såkaldt Provst Exner-fredning. Der er tale om frivillige fredninger, som Provst Johan Exner (1897-1981) indgik med lokale lodsejere med henblik på at undgå skæmmende, tilfældig bebyggelse omkring kirkebygningerne samt sikre ind- og udkig til kirkerne ved at holde beplantning nede. Siden 1937, men især i 1950’erne, foranstaltede Exner ca. 4500 fredninger af større eller mindre omfang i umiddelbar tilknytning til flertallet af Danmarks kirkebygninger. En Provst Exner-fredning vil have betydning, hvis der ønskes opført nye bygninger i tilknytning til kirke og kirkegård, herunder også en ny sognegård eller hvis lodsejere ønsker at opføre en bolig i kirkens nærhed, samt hvis f.eks. beplantningen ønskes ændret. Ønsker et menighedsråd en dispensation fra en Provst Exner-fredning behandles sagen af Fredningsnævnet.

Museumsloven: jordfundne fortidsminder
Også Museumsloven gør sig gældende, idet ikkefredede, jordfundne fortidsminder skal undersøges arkæologisk som led i den fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder. Vedr. undersøgelser i kirken og på kirkegården er Nationalmuseet antikvarisk myndighed. Udenfor kirkegården forvaltes loven af det lokale museum, i hvis arkæologiske ansvarsområde den pågældende kirke ligger.

Projektering, registrering og dokumentationskrav
I forbindelse med projektering af anlægsarbejde m.m. udenfor kirkegården skal der udarbejdes et projekt, der skal indsendes til stiftsøvrigheden med henblik på afgivelse af høringssvar. Projektbeskrivelsen skal indeholde en redegørelse for de ønskede arbejder samt målfaste tegninger, herunder også snittegninger og evt. visualiseringer, som viser både den nuværende og den projekterede situation. Der skal også redegøres for, hvilke behov der søges imødekommet med arbejdet og på hvilket grundlag det skal finde sted. For istandsættelsesprojekters vedkommende betyder dette, at der skal udarbejdes en tilstandsrapport, der i fotos, beskrivelse og tegninger redegør for den nuværende situation, og som skal lægges til grund for projekteringen.

For større projekters vedkommende kan der i første omgang indsendes et skitseprojekt, der er blevet til på baggrund af et møde mellem menighedsrådet og en kirkekyndig arkitekt, og som giver et overblik over byggeprojektet. Hvis planerne lever op til kravene om, at kulturværdier ikke forringes, vil Nationalmuseet herefter kunne anbefale projektet principgodkendt og en videre bearbejdning. Der kan herefter udarbejdes et færdigtegnet hovedprojekt med detailtegninger, således at der ikke opstår tvivl om det ønskede byggeprojekt.

Menighedsrådet vil oftest være bedst stillet, hvis en arkitekt fungerer som byggeleder på sagen, idet denne kan rådgive menighedsrådet og bevare overblikket under arbejdet. Det er også byggelederens/arkitektens opgave at være opmærksom på projektets indvirkning på kirkens antikvariske værdier, herunder de dele, der eventuelt kan kræve arkæologisk tilstedeværelse eller forudgående bygningsarkæologiske undersøgelser. Dette skal inkluderes i både projektbeskrivelse og budget.

Nationalmuseet vil i nogle tilfælde anbefale udarbejdelsen af en slutrapport til arkivering i Nationalmuseets Antikvarisk-Topografiske Arkiv. En slutrapport tager udgangspunkt i det allerede godkendte projekt og inkluderer og beskriver de mindre justeringer, som til tider kan være nødvendige at foretage under udførelsen af arbejdet. Registreringen af disse mindre justeringer er yderst vigtig, da dette i fremtiden giver muligheden for at kunne skelne mellem det projekterede og det udførte arbejde. Slutrapporten vil være offentlig tilgængelig, og vil således kunne være til gavn ved fremtidige projekter og arbejder ved kirken. Det skal her understreges, at større ændringer til et projekt dog altid kræver stiftets godkendelse på ny.