Kirkegulve

Kirkernes gulve udsættes ofte for større eller mindre indgreb i forbindelse med ændringer i indretningen eller af adgangsforholdene, men også ved opsætning af lyd- og AV-udstyr eller etablering af nye lednings- og kabelføringer i ved montering af nyt varmesystem m.m. Gulvbelægningen i sig selv have kulturhistorisk værdi, og der kan gemme sig arkæologiske spor lige under overfladen eller længere nede i gulvlagene. Når der skal udføres grave- og anlægsarbejde inde i en kirke, vil det derfor typisk være en forudsætning for godkendelsen af et projekt, at Nationalmuseets kirkearkæologer kontaktes før arbejdets start.

I det følgende kan du finde oplysninger om de tematikker, som Nationalmuseets kirkekonsulenter fokuserer på i sager, som indebærer indgreb i gulvet. Desuden findes også information om Nationalmuseets kirkearkæologiske arbejde.

Projektering af anlægsarbejder
Anlægsarbejde i kirker er en kompliceret affære med mange ubekendte faktorer, som kræver både kirkekyndighed af arkitekten, og stor erfaring af de håndværkere, der skal udføre arbejdet. Ved gulvarbejder er det således ikke usædvanligt, at tekniske såvel som bevaringsmæssige problemstillinger ofte forhindrer dele af projektet i at kunne gennemføres. Det er derfor vigtigt, at der udvises betydelig fleksibilitet fra alles side, også Nationalmuseets, når ubekendte faktorer påvirker eller umuliggør arbejdets udførelse. I sådanne situationer er det derfor afgørende, at både menighedsråd, arkitekt og myndighed kan finde frem til alternative løsningsforslag, med henblik på at opnå et resultat, som menighedsrådet og kirkens brugere bliver glade for.

Reversibel er nøgleordet for renoveringer og anlægsarbejde i gamle kirker. Det som tilføjes/ændres skal kunne fjernes igen uden, at det gamle og bevaringsværdige beskadiges eller ødelægges.

Arkæologiske undersøgelser
I forbindelse med projektering og udførelse af anlægsarbejde i kirkerne, kan det forlanges, at der gennemføres en udgravning, hvis Nationalmuseet vurderer, at der kan fremkomme fund af arkæologisk interesse. Der må imidlertid ikke gennemføres arkæologiske undersøgelser eller udføres gravearbejde af nogen art i kirkerne uden tilladelse fra stiftet, og når sidstnævnte skal finde sted, skal det ske med medvirken af Nationalmuseets kirkearkæologer. På kirkegårdene gør tilsvarende regler sig gældende, men med den forskel, at tilladelsen gives af provstiet, hvis gravearbejderne omhandler etablering af nye belægninger på stier o.lign. (Læs mere her: “Kirkegården”).

Ved arkæologiske undersøgelser og gravearbejder i kirkerne kræver reglerne, at jorden flyttes ud af bygningen for at blive soldet (soldning - si eller sigte for at skille større partikler fra mindre, og derved finde genstande af arkæologisk interesse). Dette gælder også for tilsyneladende nyere grus. Soldningen skal organiseres af kirkearkæologen, og jorden må desuden aldrig fjernes fra kirkegårdsarealet.

I hvert enkelt tilfælde skal det aftales mellem entreprenør/håndværker og Nationalmuseet, hvorledes arbejdet skal udføres. Projektet bør derfor, så vidt muligt, indeholde en beskrivelse af organiseringen og/eller omfanget af dette samarbejde.
I budgetter for anlægsarbejder i kirkegulve skal der indarbejdes et beløb til bistand fra Nationalmuseets kirkearkæologer.

Prøvegravninger kan sjældent betale sig, da det egentlige projekt ofte er ret lille. Der er dog undtagelser, og det kan hænde, at det er hensigtsmæssigt at udføre undersøgelser forud for et renoveringsprojekt.

Kirkearkæologerne kontaktes via kirkekonsulentfunktionens sekretariat via mail: kirkekonsulenter@natmus.dk. Det er byggeleders ansvar at tage kontakt i god tid, senest 5 uger før arbejdets start, således at samarbejdet kan planlægges bedst muligt.

Gulvflader
Når kirkerummenes gulvflader ændres/udskiftes sker det ofte som led i generel ændring af rummet eller ud fra et ønske om at forbedre tilgængeligheden for f.eks. handicappede, men almindeligt slid og ødelæggelser i forbindelse med bl.a. rørføringer kan også ligge til grund for en istandsættelse.

Ændringer af gulvhøjder og udligning af niveauforskelle er sket til alle tider, og opstår der et ønske om det i et menighedsråd, kan en hævning af en gulvhøjde bidrage til at bevare ældre gulvlag. En sænkning af et gulv kan derimod potentielt ødelægge arkæologiske spor af tidligere tiders indretning og brug af kirken.

Det bør ved valg af ny gulvflade tages med i overvejelserne, om fladen kan holde til ændringer samt om der er plads til nye installationer under fladen. Det er hensigtsmæssigt med en flade, som kan tåle at blive delvist optaget og lægges nedlagt igen: En gulvtype, som det er svært at arbejde med fremadrettet, er f.eks. flisegulve lagt direkte på et støbt underlag og med en fuge, som er stærkere end flisen selv. Her er det svært at finde plads til nye ledninger, og fliserne vil ofte tage skade af optagning. Fliser, lagt i grus med en tilpas fleksibel fuge, og trægulv, vil derimod ofte kunne tåle optagning med henblik på føring af f.eks. nye elledninger og efterfyldning med grus, hvis kirkegulvet f.eks. stedvist synker.

I forbindelse med gulvarbejder hænder det også, at der opstår ønske om at etablere trækrør til eftertidens ledninger samt udlægning af meget solide gulvkonstruktioner. Dette vil Nationalmuseet ikke kunne anbefale. Trækrør imødekommer sjældent kommende generations krav, og gulve, inklusive underkonstruktionerne, skiftes gennemsnitligt hver 50. år, mens varmesystemerne gerne skiftes lidt oftere. Ressourcerne bruges bedre på de ofte uvante arbejdsprocesser med gamle teknikker, heriblandt som brug af læskemørtel og fugning af vinduer med fæhår.

Arkæologiske spor under gulve
Ældre gulve viser sig ofte at ligge lige under de nuværende. Disse gulve kan være meget gamle og bestå af meget gamle sten, fliser, jord, ler eller mørtel, og betragtes derfor som særdeles bevaringsværdige. I visse tilfælde kan de vise sig at være uvurderlig kulturarv af national betydning.

Ældre grave findes i gulvet i næsten alle kirker. Begravelser fandt sted i kirkerne helt frem til 1805, hvor praksissen af hygiejnehensyn blev forbudt. De middelalderlige grave er ofte bevaret under bænkerækkerne., mens koret og skibets midtergang tit er domineret af brede og dybe grave fra 1700-tallet, der kan synke sammen. Sætningerne kan både ske over mange år eller meget pludseligt, og medføre lunker, knækkede fliser og snublekanter. Det kræver stiftets tilladelse at få Nationalmuseets kirkearkæologer til at grave på stedet for at undersøge årsagen til sætninger (kollapset krypt eller sætning i jordgrav).

Krypter findes i mange udgaver. De ældste i de danske landsbykirker er fra 1500-tallet. I deres mest enkle form er det nærmest murede kister med et låg af træ. Større krypter kan derimod bestå af en muret hvælving med trappenedgang fra kirkerummet eller udefra, og nogle kan ligefrem være opdelt i flere rum og evt. forsynet med malede dekorationer. I mange tilfælde blev krypten anlagt i koret eller i skibet umiddelbart foran korbuen, men det er langt fra usædvanligt, at der blev valgt helt andre placeringer.

Hvert år opdages der desuden ukendte krypter, hvoraf en del er placeret i kirkernes skib. Åbning af en krypt kræver imidlertid tilladelse fra stiftet og kan vise sig at blive en dyr fornøjelse, hvis der i krypten findes kister, tekstil, våben mm., som skal konserveres.

Murede vægbænke var almindelige i middelalderkirkerne. Nogle steder er de siden blevet fjernet, men de er i mange tilfælde helt eller delvist bevaret langs væggene under det nuværende gulv. Ofte står fundamenterne til de senmiddelalderlige hvælvpiller eller prædikestolen på dele af de oprindelige vægbænke. Det er ikke mindst pga. vægbænkene og deres fundamenter, at museet ikke kan anbefale, at der etableres konvektorer/varmegrave under vinduerne.

Trin og podier markerede i middelalderen kirkerummets forskellige niveauer. Koret lå højere end skibet og hovedalteret endnu et trin eller to højere, for derigennem at markere deres særlige betydning, som kirkens helligste del. Sidealtrene i skibets østhjørner stod ofte på et podie ligesom døbefonten også kunne gøre det. I dag er trin fra skib til kor bevaret rigtig mange steder, men også trin udefra og ind i våbenhuset og trin fra våbenhuset ned eller op til skibet kan være bevaret. Niveauforskelle og trin kan være til gene for dårligt gående og handicappede. Men det må erindres, at der for nogle af disse trins vedkommende er tale om en 1000 år lang tradition for at se fremad og opad mod kirkens hovedalter i øst. Museet anbefaler derfor, at der udtænkes løsningsforslag, hvormed niveauforskellen bevares, når tilgængeligheden ønskes forbedret. Træpodierne under bænkerækker er en knap så gammel tradition, men en vigtig del af stemningen i et kirkerum. Der er naturligvis også tale om en teknisk foranstaltning til fastgørelse af bænkerækker og til komfort, idet forhøjninger var ældre tiders måde at slippe for fodkulde og træk.

Gulvvarme
Nutidens største komfortønske er gulvvarme, som desuden egner det sig godt til den lave grundvarme i en landsbykirke. Desværre er der betydelige ulemper ved gulvvarmen. De arkæologiske lag i kirker er i forvejen oftest tørre og med gulvvarme vil de udtørre endnu hurtigere, hvorved alle lag som indeholder den mindste smule muld, træ og andet organisk materiale bliver til støv og sand. Desuden vil der ofte under udgravning til isolering og etablering af gulvvarme påtræffes gamle lag og anlæg, som er bevaringsværdige og derved helt eller delvist forhindrer etablering af anlægget.

En meget billig måde at konstruere gulvvarme er med slanger bundet til et tungt jernnet og et støbt betondække. Denne løsning er meget destruktiv, og derfor alt for voldsom til en 8-900 år gammel bygning. Ved opbankning af gulvet om 50-100 år vil vægge, hvælv, kalkmalerier mm. meget let tage skade. Der bør derfor anvendes lettere typer gulvvarmeanlæg, f.eks. elektriske og der bør slækkes på isoleringstykkelsen. Ved projektering af gulvvarme, kan renoveringer af andre fredede bygninger i nogen grad være til inspiration for menighedsråd og arkitekt.