Gravminder
Begravelser og kirker hører sammen. Siden kristendommens komme har kirkerne været omgivet af kirkegårde med en tydelig grænse mod verden udenfor i form af en grøft, et dige af jord eller sten eller en egentlig mur.
Gravskikken i middelalderen Kirken og kirkegården var indviet jord, og kun her kunne kristne begraves. Udenfor den indviede jord, ”i høj og hedensk jord”, som man sagde i middelalderen, blev kun hedninge og forbrydere gravlagt. I de første århundreder af middelalderen blev rig som fattig gravlagt på kirkegården, og kirkerummets gulv blev kun taget i brug som gravsted for få udvalgte som f.eks. kirkens bygherre. De vigtigste grave fra den tid blev markeret af udhugne gravsten med symbolske motiver, især kors. I løbet af middelalderen blev begravelser inde i kirkerne mere udbredt blandt ”fine” folk, og gravstenene i kirkegulvet fik i stigende grad billeder af afdøde og længere indskrifter med navn og leveår.
Gravskikken efter Reformationen Udviklingen fortsatte efter Reformationen. Kirkegårdene blev efterhånden set som fattigfolks begravelsesplads, mens kirkegulvet blev opfyldt af grave i de områder, hvor det var muligt at komme til for bænkerækker og inventar. De fleste kister blev blot nedgravet i jorden, men betydningsfulde folk som f.eks. den lokale herremand kunne få bygget murede gravkældre, krypter, hvortil der var adgang gennem en lem i kirkegulvet, og hvor de dødes kister blev nedsat. Som tiden gik, kunne krypterne blive ganske fyldt af ligkister stablet oven på hinanden. I 1500-1700-tallet var det almindeligt, at de fineste kister blev smykket med metalbeslag og med indskriftstavler af bly eller messing, hvis indridsede tekst fortalte udførligt om den dødes liv og levned.
Kapeltilbygninger Allerede i middelalderen fik nogle kirker tilføjet kapeltilbygninger bygget af velstående folk i sognet, for at der her kunne afholdes sjælemesser med bøn for den døde giver i skærsilden, men også for at de og deres slægt kunne blive gravlagt herinde. Efter Reformationen forsvandt sjælemesserne, da den lutherske lære forkastede skærsilden, men kapellerne blev fortsat brugt til slægtsbegravelser. De blev til gravkapeller. Nogle kirker fik også tilbygget nye kapeller alene beregnet til begravelser. Herinde blev der i 1600- og 1700-tallet ofte placeret fritstående, rigt udsmykkede ligkister, som kunne beundres, oftest dog kun på afstand, idet der tit var opsat jerngitre foran indgangen til kapellet.
Begravelser i kirkegulvene Kirkegulvene blev fyldt med gravsten med lange indskrifter og symbolske motiver. Men ulempen ved placeringen i gulvet var, at de blev slidt, og kirkegængerne ikke kunne se dem ordentligt i det dæmpede lys. Derfor begyndte overklassen i 1500-tallet som supplement til gravstenen at få fremstillet udskårne mindetavler af træ med portrætmalerier og indskrifter til ophængning på kirkens vægge, hvor alle kunne se dem tydeligt. Det var de såkaldte epitafier, som fortsat er bevaret i mange kirker.
I 1805 blev begravelser inde i kirker forbudt. Gulvene var overfyldt med grave, og fra krypterne lugtede der muldent og sødligt af død. Fremover skulle alle begraves på kirkegårdene, medmindre de fik en særlig dispensation. I anden del af 1800-tallet blev der på kirkegårdene opført de såkaldte kirkegårdskapeller, der var beregnet til henstilling af kister inden begravelsen. Kapellerne blev først nødvendigt på dette tidspunkt, idet kisterne før den tid traditionelt stod hjemme i folks huse indtil begravelsesdagen, uden låg så slægt og venner kunne tage afsked med den døde. Gravene på kirkegården, som i gamle dage blot havde været markeret med jordtuer og malede trækors eller træplader, fik i løbet af 1800- og 1900-tallet mere holdbare gravminder af støbejern eller sten. I stedet for gamle dages rodede kirkegård med snoede stier gennem det høje græs blev kirkegårdene regulerede og opdelt i pæne parceller adskilt af hække, sådan som vi ser dem i dag.
Bevaring af gravminder i kirkerne Gravminderne er ikke en del af kirkens inventar og bruges ikke under gudstjenester. Men de er i høj grad en del af kirkens historie - og i nogle tilfælde hele egnens eller endda Danmarks historie. Næsten alle er af naturlige grunde mere end 200 år gamle, idet begravelser indendørs i kirken, som nævnt, blev forbudt i 1805. Gravminderne repræsenterer store kulturværdier, og derfor er det menighedsrådets opgave at sørge for, at de gravsten, epitafier og fritstående kister, som findes inde kirkerne, bevares i ordentlig stand.
Menighedsrådet skal således sørge for, at gravminder der er synlige i kirken holdes rene, således at tekster og udsmykning fortsat fremstår tydelige. Desuden skal det tilses, at sarkofager er fysisk stabile (jernankre kan borterodere), og at epitafier ligeledes er stabilt opsat i indmuringen/ophængningen.
Der gælder dermed den samme fremgangsmåde som ved inventaret, at enhver ændring, flytning eller istandsættelse skal godkendes af stiftet, før arbejdet kan iværksættes. Det gælder også, at ethvert restaureringsarbejde ved gravminderne i kirkerne skal ske på basis af en besigtigelsesrapport udarbejdet af en konservator fra Nationalmuseet. Såfremt menighedsrådet ønsker vejledning eller et besøg vedr. gravminderne i kirken, skal der tages kontakt til Nationalmuseets pr mail kirkekonsulenter@natmus.dk
Bevaring af gravminder på kirkegården Når det gælder gravminder på kirkegårdene, er forholdene lidt anderledes. Der er kun sjældent rigtig gamle gravminder på kirkegårdene. Men også nyere gravminder kan have historisk eller kunstnerisk interesse. Derfor er landets kirkegårde blevet gennemgået af de lokale museer, som har opstillet lister over, hvilke gravminder, der skal bevares, selv om de tilhørende grave måske sløjfes. Nationalmuseet er som hovedregel ikke involveret i spørgsmål om bevaring af ”nyere” kirkegårdsgravminder fra 1800-tallet og frem. Men ved anlægsarbejder på kirkegårde eller ved kirkegårdsdiger skal Nationalmuseet føre det lovbefalede arkæologiske tilsyn. Såfremt menighedsrådet ønsker vejledning eller et besøg vedr. gravminderne på kirkegården, skal der tages kontakt til Nationalmuseets pr mail (jf. ovenstående mail).
