Døre og Vinduer

De massive mure i Danmarks gamle kirker har lige fra opførelsen været gennembrudt på udvalgte steder af åbninger til døre og vinduer. Nogle af disse åbninger bruges uændret den dag i dag, mens andre i tidens løb er blevet tilmurede eller omdannede, ligesom nye er kommet til. Uanset hvad belyser hver enkelt kirkes døre og vinduer og sporene efter deres forandringer vigtige sider af bygningens historie og skiftende brug.

Ved ønsket om ændring af døre og vinduer i kirken kan det føre til større projekter og altså indgreb i den historiske bygning. Derfor vil Nationalmuseet altid anbefale, at Menighedsrådet allierer sig med en kirkekyndig arkitekt, som bedst muligt kan hjælpe dem igennem processen. Arkitekten vil desuden også kunne udarbejde er passende detailprojekt, som i tilstrækkelig grad informerer om metoder, materialer etc., således at det er muligt at vurdere, hvorledes et projekt påvirker kirkens kulturhistoriske værdier. I det følgendes findes en kort beskrivelse af nogle af de tematikker, som Nationalmuseet fokuserer på i sager vedr. døre og vinduer.

Kirkens døre
Middelalderens kirker var altid orienteret øst-vest med koret mod øst, hvor Guds sol står op. De middelalderlige landsbykirker fra den store romanske kirkebyggeperiode ca. 1100-1250 havde to døre, en mod syd og en mod nord, traditionelt betegnet henholdsvis mandsdøren og kvindedøren, begge placeret overfor hinanden i den vestlige ende af skibet. Hertil kom i nogle kirker en dør i koret, en præstedør.
I tiden omkring 1400 gik man væk fra to hoveddøre, og i de fleste tilfælde blev den ene dør tilmuret. Foran den dør, som forblev i brug, blev der bygget en forhal, et såkaldt våbenhus. Kirker bygget i senmiddelalderen og i århundrederne efter Reformationen har oftest kun én hovedindgang. Nyere kirker har ofte indgangsdør i tårnet, hvis underrum fungerer som våbenhus. Selve dørene er af træ og kan have solide jernbeslag.

Ændringer af døre
Det sker, at et menighedsråd fremsætter ønske om at gøre døråbningen i en middelalderkirke bredere, fordi det i den lokale kirke kan være svært at få plads til at gå på hver side af en ligkiste, når den bæres ud ved bisættelser. Nationalmuseet fraråder altid ødelæggelser af middelalderligt murværk, sådan som det vil være nødvendigt ved de fleste dørudvidelser (Læs mere her: ”Murværk og hvælv”). I stedet må problemet søges løst uden murindgreb, f.eks. ved brug af en katafalk på hjul til transport af ligkisten.

Opstår der ønske om genåbning af en ældre, tilmuret dør, kræver det arkæologiske undersøgelser af murværket for at afgøre tilmuringens alder. Hvis tilmuringen er sket inden for det seneste par århundreder, kan det oftest lade sig gøre. En middelalderlig tilmuring bør derimod ikke fjernes. Der kan f.eks. være malet bevaringsværdige kalkmalerier på pudsen inde i den tilmurede dør. Ethvert indgreb i murværk skal godkendes af stiftet førend en eventuel arkæologisk undersøgelse udføres (for mere information om murværk og dets bevaring henvis til, se ”Murværk og hvælv”).

Arbejder ved dørene kræver altid stiftets godkendelse. Når det gælder dørfløje af træ er disse oftest udført i et traditionelt håndværk, og godt gammeldags håndværk skal også benyttes til reparationer og eventuelle nødvendige fornyelser. Ved ønsker om opsætning af automatisk dørlås er det vigtigt, at monteringen af låsen og fremføringen af strømledning sker hensynsfuldt og uden indgreb i inventar eller murværk, f.eks. aldrig indfræsning af ledningsføring i murværket!

Kirkens vinduer
De små, rundbuede vinduer i de romanske kirker fra 11-1200-tallet sad højt i ydermurene mod både nord og syd. Desuden var der et østvindue i koret. Alle vinduerne kunne have glasmalerier af farvet glas fastholdt af blysprosser. Lyset i kirken var mystisk og dunkelt. Senere i middelalderen blev vinduerne større, og fra omkring 1400 kom der nye idealer for lysindfaldet i kirken. Nu måtte der gerne komme meget lys ind i kirkerummet, og derfor blev der indsat nye og meget større vinduer mod syd. Der kunne dog stadig være glasmalerier. På den mørke nordside ulejligede man sig sjældent med at anbringe større vinduer.
Mange steder står de romanske nordvinduer synlige som tilmurede nicher i murværket. De gamle vinduer mod øst blev tilmuret, fordi kirkerne i 1400-tallet fik store altertavler, som fyldte foran østvæggen og gjorde vinduerne bag tavlen overflødige. Ved kirkerestaureringer i 1800-tallet fik kirkerne ofte smedejernsvinduer enten i rundbuestil eller med gotiske spidsbuer, som stadig præger de fleste ældre kirker.

Ændringer af vinduer
Der er meget sjældent ønsker om total udskiftning af de eksisterende vinduer. Kirkens vinduer er en markant del af kirkens udseende og historie, hvad enten der er tale om middelaldervinduer, vinduer i træramme fra 16-1700-tallet eller støbejernsvinduer fra de seneste århundreder. Istandsættelse af de gamle vinduer er dog undertiden nødvendig og skal udføres af dygtige håndværkere, styret af en kirkekyndig arkitekt.

Der fremsættes af og til ønsker om montering af forsatsvinduer i gamle kirkevinduer for at undgå kuldenedfald og spare på varmen. Kirkeministeriets varme-, energi- og klimakonsulent vil blive inddraget og overveje, om der er en tilstrækkelig effekt af forsatsvinduer i forhold til investeringen. Største delen af kuldestrålingen i gamle kirker kommer fra de tykke mure, så det er ikke altid løsningen at sætte forsatsvinduer op. Man skal desuden være opmærksom på, at der ved nye, tætte forsatsvinduer kan komme ringere ventilation og dermed risiko for skimmelsvamp. Der bør sikres let mulighed for åbning af vinduerne. Nationalmuseet vil typisk vurdere, om der kan foretages en diskret montering af forsatsvinduer på de gamle støbejernsvinduer, så oplevelsen af linjerne i vinduernes sprosseværk bevares.

Ønsker om at genåbne det gamle romanske østvindue har været ret udbredt de seneste årtier, f.eks. som en del af projekter om nyindretning af korpartiet og flytning af altertavlen. Nationalmuseet fraråder som regel en sådan åbning, idet sløjfningen af østvinduet typisk er sket allerede i senmiddelalderen og dermed er en meget gammel del af kirkens bygningshistorie. Tilmuringens middelaldermurværk kan bære rester af kalkmalerier, hvilket forhindrer en genåbning. Yderligere en komplikation kan være rester af en middelalderlig vinduesramme i tilmuringen. En nøjere vurdering af mulighederne kræver i hvert enkelt tilfælde arkæologisk bistand.

Der er kun få rigtig gamle glasmalerier bevaret i danske kirker. Til gengæld er der moderne udsmykninger med glasmalerier i mange danske kirker, hvor de som regel kan finde plads uden større fysiske indgreb. I vurderingen af sådanne udsmykninger lægger Nationalmuseet i sin udtalelse vægt på farvevalget og nyudsmykningens samspil med det historiske inventar.