Murværk og hvælv

De danske kirkebygninger er opført over en næsten tusindårig periode, og skiftende tiders materialekendskab og modeluner har sat deres aftryk i kirkebygningen, dels i form af forskellige byggefaser og tilføjelser, dels i form af de forskellige materialer, der er anvendt. Kirkerne er blandt landets ældste stenbygninger, og i ældre middelalder blev der rejst kirker i vidt forskellige materialer (fx granit, frådsten eller kalksten), ofte bestemt af geografien. Fra 1100-tallet vinder teglstenen indpas som bygningsmateriale, og gennem høj- og senmiddelalder er dette det foretrukne materialevalg. Byggematerialerne har forskellige karakteristika og egenskaber, hvilket har betydning for vedligehold og bevaringsforhold. Ved istandsættelse af murværk er det derfor vigtigt, at et projekt tager højde for materialetypen, der i sig selv kan være et kulturhistorisk bevaringsværdigt element, og at den tilknyttede arkitekt har erfaring med byggematerialernes forskellige egenskaber.

I det følgende kan du læse om de tematikker, som Nationalmuseet sætter fokus på i sager vedr. murværk og hvælv. Foruden gode råd vedr. projekter indgår her også oplysninger om, hvilke historiske komponenter der ofte skal tages hensyn til i arbejdet med kirkernes murværk og hvælv.

Projektering, registrering og dokumentationskrav
Projekter, som indbefatter kirkens murværk kan være komplicerede, og fordrer et grundigt forarbejde. Alle projekter, som går ud over almindeligt vedligehold skal godkendes af stiftet. Disse projekter kan f.eks. være nedbankning af puds, reparation af murrevner, påføring af offerlag, udskiftning af nedbrudt træ, oprydning i loftsrum, rengøring af murkroner og hvælvlommer etc. Er man i tvivl, kan man få rådgivning hos Nationalmuseets kirkekonsulenter, som kontaktes via mail: kirkekonsulenter@natmus.dk. Desuden kan det, i løbet af et projekt, være hensigtsmæssigt at søge vejledning hos Nationalmuseets Kalkningstjeneste, som (mod vederlag) kan rådgive og evt. deltage ved møde i kirken (Læs mere her: “Rådgivning og besigtigelser”).

Ud over, at man ifm. projektets udarbejdelse skal indhente relevante besigtigelsesrapporter, skal projekterne være veloplyste med angivelse af istandsættelsesomfang, valg af arbejdsmetode og materialevalg.

Ved større forandringer, der medfører nedbrydning eller destruktion af bevaringsværdigt murværk vil museet altid efterspørge en detaljeret, faglig begrundelse for det ønskede tiltag, der samtidig skal opvejes af et konkret behov. Som ved andre istandsættelsesprojekter bør den skriftlige redegørelse følges af et detaljeret tegningsmateriale og relevante fotos. I mange tilfælde ser Nationalmuseet meget gerne en digital opmåling/dokumentation og bygningsarkæologisk analyse af de eksisterende forhold før udførelsen af renovering/restaurering af murværk. Dette registreringsarbejde kan udføres af en kirkekyndig arkitekt.

Når projektet står foran udførelsesfasen vil Nationalmuseet altid anbefale, at arbejdet udføres af en murer med erfaring fra restaureringsopgaver på kirker.

Ydre murværk, fuger og kalkning
Kirkens murværk har både udvendige og indvendige facader, der enten kan stå i blank mur eller være pudset og kalket. Den ydre facade er sammen med tagværket kirkens væsentligste skærm mod ydre påvirkninger, og af samme grund er det vigtigt, at facademurene er vel vedligeholdte. Noget af kirkernes murværk har mange århundreder på bagen, hvorfor et kontinuerligt vedligehold i mange tilfælde må forventes. Det er derfor vigtigt løbende at holde øje med bl.a. kirkens bygningssten, fuger, evt. udvendig kalkning og murankre.

Bygningsstenene kan have forskellig grad af forvitring eller nedbrud. Teglsten kan have mistet deres overfladehud og som konsekvens forvitre. Det samme gør sig gældende for mere porøse materialer som frådsten og kalksten, der langsomt kan blive nedbrudt af vind og vejr. Kvaderstensmure, der har en støbt murkerne, kan med årene få udskridende kvadre, og som konsekvens have behov for omsætning.

Fugerne er selvsagt også en væsentlig del af facadens klimaskærm, og på mange kirker kan der spores mange forskellige udbedringer af fugerne, der med tiden bliver nedbrudt. Det er vigtigt, at fugerne er udført korrekt og med brug af en korrekt mørtel, således at resultatet bliver holdbart og kan stå i mange år.

Den udvendige kalkning (forudsat, at kirken er kalket) er ligeledes en vigtig del af kirkens klimaskærm. Der beskytter facaden mod vejr og vind. Kalken kræver jævnligt vedligehold, men det er for mange kirker meget individuelt, hvor ofte den bør kalkes. Dette kan afhænge af forskellige faktorer som geografi, vejr og klima. Udvendig kalkning er en af de mere almindelige vedligeholdelsesopgaver ved mange middelalderkirker, og det kan anbefales, at man engagerer en dygtig murer med erfaring i kalkning af historiske bygninger. Samtidigt kan man med fordel opsætte kalkningsprøver, således at metoder og materialer kan vurderes. Kalkningsprøver skal helst sidde et år forud for den endelige kalkning, således at kalkens binde- og bæreevne kan vurderes.

Indvendigt murværk og kalkning
For kirkens indvendige murværk kan en række andre problematikker være gældende. Mange kirkerum står i dag kalkede og i rigtig mange kirker er der spor af kalkmalerier, såvel synlige som overdækkede, der kan være bevaringsværdige. Forud for indvendig kalkning skal menighedsråd eller arkitekt derfor rekvirere en besigtigelsesrapport vedrørende kirkens indvendige kalkede flader hos Nationalmuseets konserveringsfaglige kirkekonsulent. Denne besigtigelsesrapport, der er en vederlagsfri ydelse for menighedsrådet, vil rumme retningslinjer og vejledning for arbejdet med de indvendige kalkede flader og danner udgangspunkt for arkitektens videre projektering. Det er derfor en meget god idé at rekvirere en besigtigelsesrapport i god tid forud for projektets opstart og gennemførelse (Læse mere her: “Rådgivning og besigtigelser”). I forbindelse med indvendig kalkning skal man samtidigt være opmærksom på, at kirkens historiske inventar skal sikres.

I forbindelse med istandsættelser, hvor der arbejdes med de indvendige kalkede flader, dukker der undertiden rester af kalkmaleri op. I så fald skal arbejdet øjeblikkeligt indstilles og Nationalmuseets kirkekonsulentfunktion kontaktes (Læs mere her: “Kalkmaleri og dekoration”).

Hvælv og hvælvlommer
Mange kirker har hvælv, der i vid udstrækning kendes fra særligt senmiddelalderen. De er dels en brandhæmmende indretning og er samtidigt en væsentlig del af middelalderkirkens arkitektur. Som den øvrige bygning kræver hvælv undertiden også istandsættelse af både murværket og kalken.

Istandsættelsesarbejder, der vedrører hvælvene, gennemføres ofte i sammenhæng med en større indvendig istandsættelse og/eller i forbindelse med renovering af tagrum. Der kan være forskellige problematikker forbundet med den konkrete hvælvistandsættelse. Derfor kræves en projektering af en kirkekyndig arkitekt og det tilrådes at bruge håndværkere med erfaring i arbejde med gamle kirker. I forbindelse med projektering kan det være nødvendigt at søge vejledning og indhente besigtigelsesrapport hos Nationalmuseets Kalkningstjeneste (mod vederlag), bl.a. i relation til materialevalg og arbejdsmetode.

Hvælvlommer anbefales normalt ikke oprenset, da det sjældent har en positiv effekt på kirkebygningens vedligehold. Desuden kan fyld i hvælvlommerne beskytte ældre bevaringsværdige kalkmalerier på kirkens mure. Der kan dog være tilfælde, hvor særlige forhold gør det hensigtsmæssigt at oprense dele af hvælvlommerne, og her skal arbejdet ske i samarbejde med Nationalmuseets kirkearkæologer, og efter tilladelse fra stiftet. Alt fyld, som fjernes, skal soldes.

Murværksgennembrydning og arkæologiske spor
De middelalderlige kirkerum har været under forandring i hele deres levetid, og allerede i middelalderen blev bygningerne udvidet og reduceret af forskellige årsager (Læs mere her: “Kirkebygningen”). Alle disse forandringer har sat sig spor i bygningskroppen, hvoraf nogle er synlige permanent, mens andre kun kan konstateres i forbindelse med restaureringsarbejde.

Spor i murværket er altså meget vigtige vidnesbyrd om kirkens bygningshistorie og derfor væsentlige at bevare og dokumentere. I forbindelse med istandsættelsesarbejder, der indbefatter arbejder i kirkernes historiske murværk, vil Nationalmuseet derfor ofte stille krav om, at museets kirkearkæologer får mulighed for at gennemføre en bygningsarkæologisk undersøgelse i forbindelse med arbejdet.

Bygningsarkæologiske undersøgelser vil også komme på tale i de tilfælde, hvor projektet sigter mod en direkte gennembrydning af kirkens murværk, fx ved genåbning af tilmurede vinduer og døre (Læs mere her: “Døre og vinduer”). Nationalmuseet er generelt forbeholdent overfor gennembrydning af murværk, da der er tale om aktiv destruktion af væsentlige bevaringsværdier, og der skal derfor være et meget tungtvejende argument herfor.

Rådgivere: Arkitekter, ingeniører og Nationalmuseets Kalkningstjeneste
Projekter, der vedrører kirkens murværk, skal altid være tilknyttet en dygtig rådgiver – en kirkekyndig arkitekt – der har erfaring med restaurering og istandsættelse af ældre bygninger. Det kan også være en klar fordel i forbindelse med udbedring af revnedannelser, omsætning af facader, etablering af murværksgennembrydninger etc., at arkitekten har engageret en kirkekyndig restaureringsingeniør til hjælp ved projekteringen.

I forbindelse med særligt vanskelige problematikker vedr. udvendig kalkning, omfugning, omsætning af kvadre o.lign. kan arkitekten hente rådgivning fra Nationalmuseets Kalkningstjeneste (mod vederlag), der har stor erfaring med kalkningsopgaver, prøvekalkning, mørtelsammensætning, fugeopbygning, etc. Kalkningstjenesten kontaktes via kirkekonsulenter@natmus.dk.