Miljø, klima og varmeanlæg

Fra kirkerne blev opført og frem til 1800-tallet har de stået uden egentlige varmeanlæg. Først fra slutningen af 1800-tallet bliver systematiske og større varmeanlæg almindelige i kirkerne, som følge af menighedens øgede kraft til komfort i forbindelse med de kirkelige handlinger.

Kirkerne er ikke som mange andre bygninger, og netop installation af varmeanlæg har haft stor betydning for varmeforbrug, fugtbalance og indeklima i kirkerummene. Nogle kirker bruges ofte, og er generelt opvarmede og ventilerede, mens andre kirker kun lejlighedsvist finder anvendelse. De medfølgende store udsving i luftfugtighed og temperatur, som afstedkommes af den periodevise brug, har stor indvirkning på kirkens menighed, men også på bygningen og inventaret.

Projektering og dokumentation
Projekter, der indbefatter installation af nyt varmelæg, bør altid ledes af en kirkekyndig arkitekt. Et godt projekt tager udgangspunkt i varmecirkulærets krav og betingelser, har base i en systematisk klimamåling og en evaluering af den konkrete kirkes brugsmønster samt respekterer bevaringsværdierne i kirken.

Ved projekteringen skal varmeanlægget være godt beskrevet, dels dets tekniske specifikationer, dels dets placering, form, udseende og størrelse, ligesom alle følgearbejder skal dokumenteres.

Montering af eks. bænkkonvektorer kan resultere i en forandring af det historiske inventar, og her skal der forud for projektering indhentes en besigtigelsesrapport vedr. det historiske inventar, der laves af Nationalmuseets konserveringsfaglige kirkekonsulent (vederlagsfrit) (Læs mere her: “Rådgivning og besigtigelser”).

Lednings- og rørføring i kirkerummet og på kirkegården skal dokumenteres, og vil blive fulgt af krav om arkæologisk deltagelse ved Nationalmuseets kirkearkæologer for menighedsrådets regning. Montering af radiatorer eller ledningsføring på kalkede flader vil ligeledes kræve konservatorbistand.

I det følgende findes yderligere beskrivelse af forhold, der vedrører miljø, klima og varmeanlæg i de danske kirker.

Kirkeministeriets varmecirkulære
Problematikken mellem brug og bevaring er fint udtrykt i Kirkeministeriets varmecirkulære (Cirkulæreskrivelse om vejledning vedrørende udførelse og brug af kirkevarmeanlæg m.v. af 10/08/1993). Varmecirkulæret er et kompromis mellem de komfortkrav, som et moderne kirkerum har behov for, og de tiltag som bør haves in mente for at sikre bevaring af kirkernes historiske inventar og kalkmalerier. Cirkulæret rummer en række bemærkninger og krav til installation af nyt varmeanlæg, ligesom der gives retningslinjer for grundtemperatur i henholdsvis periodevise og vedvarende opvarmede kirkerum.

Nyt varmeanlæg
Der findes mange forskellige varmeløsninger og opvarmningskilder i de danske kirker. Kirkerne kan have ældre oliefyr, gasfyr, jordvarmeanlæg, varmepumper, fjernvarme, etc.  I kirkerummet kan varmen formidles gennem forskellige indretninger som luftvarmeanlæg, vægradiatorer, bænkkonvektorer, etc., og undertiden er flere af disse anlæg kombineret.

Varmeanlæggene bør grundlæggende aldrig placeres eller monteres, så de gør skade på bevaringsværdige bygningsdele eller historisk inventar, og samtidigt bør varmeanlæggene ikke skæmme kirkens æstetik og arkitektur. Varmeløsningerne og kirkens luftfugtighed hænger uløseligt sammen, og det skal sikres, at det historiske inventar hverken rammes af udtørringsskader eller fugtrelateret råd.

Fælles for mange af disse varmeløsninger er, at de har en kortere levetid end både kirkebygning og inventar. Vigtigt er det derfor, at man ved installation af nyt varmeanlæg også er opmærksom på at etablere en varmeløsning, der både har lang levedygtighed, og samtidigt gør mindst muligt indgreb i kirkernes bevaringsværdige bygningsdele og inventar.

Særligt vedr. gulvvarme
Varmeanlæg er udformet ganske forskelligt, og har varierende indflydelse på kirkernes bevaringsværdier. Blandt de varmeløsninger, som gør mest markant indgreb i bygningen, er installation af gulvvarme. Anlæg af gulvvarme medfører ofte en stor afgravning af gulvlag inde i kirkerummet, hvorfor arkæologiske bevaringsværdier i form af kulturlag og ældre indretninger i kirkerummet bliver berørt. Som konsekvens skal disse arkæologiske spor undersøges forud, og det er både et kompliceret og økonomisk omkostningstungt projekt (Læs mere her: “Kirkegulve”). Nationalmuseet vil derfor ofte anbefale, at man afsøger andre muligheder for nyt varmeanlæg.

Fugt og isolering
Blandt de store udgifter i driften af kirkebygningen er varmeregningen, hvorfor isolering af loftsrum, opsætning af forsatsvinduer og andre isolerende tiltag med jævne mellemrum fremhæves.  Når der projekteres for isoleringstiltag, er det dog vigtigt at anerkende, at alle kirker er forskellige, og at alle løsninger ikke nødvendigvis er lige gode. Med isolering og forsatsruder ændres fugtbalancen i bygningen, hvilket i nogle tilfælde har mindre betydning, mens det i andre tilfælde kan have meget stor (negativ) indvirkning på kirkerummets historiske inventar og bevaringsværdige kalkmalerier. Hvis rumklimaet bliver for tørt, kan det resultere i udtørringsskader på det historiske træinventar og nedbrydning af kalkmalerier, men bliver rumklimaet for fugtigt giver det gode betingelse for skimmel og borebiller. Projekter, der vedrører isolerende tiltag, bør styres af en kirkekyndig arkitekt.

Helt lavpraktisk kan menighedsrådene i mange kirker med simple midler gøre en stor forskel for kirkens rumklima. Man kan spare på brugen af sodende stearinlys, der afgiver forurenende partikler, og sikre en jævnlig og god udluftning og ventilation af kirkerummet – gerne efter hver kirkelig handling. Samtidigt bør man rette sig efter varmecirkulærets krav til opvarmning.

Fugtrelaterede skader: skimmel og borebiller
Kirkerummets udsving i varme og fugtighed har indflydelse på indeklimaet, og kan i en række tilfælde resultere i problemer med bl.a. skimmelsvamp og borebiller. Vigtigere end at behandle dette, er imidlertid forebyggende tiltag: Menighedsrådet kan med fordel anskaffe sig dataloggere og på den måde løbende monitorere kirkerummets relative fugtighed. Skulle der være problemer med regulering af kirkerummets luftfugtighed kan menighedsrådet indbringe problematikken for kirkeministeriets varme-, energi- og klimakonsulent eller på en af stifternes konsulentrunder med henblik på råd og vejledning.

Hvis uheldet er ude, og kirken skal skimmelsaneres eller behandles for borebilleangreb, er det vigtigt at engagere en rådgiver – eksempelvis en kirkekyndig arkitekt – til at projektere en afhjælpning og udbedring. Rådgiverens rolle er dels at sikre en uvildig vurdering af skadens omfang – også således at eksempelvis borebillebehandling ikke tager overhånd med supplerende skader til følge – og efterfølgende projektering af de nødvendige tiltag for udbedring. Er kirkens historiske inventar angrebet af skimmelsvamp eller borebiller, skal Nationalmuseets konserveringsfaglige kirkekonsulent anmodes om en besigtigelse (vederlagsfri), der er udgangspunktet for udbedringen. Alle udbedringer af skimmelsvamp og borebiller skal godkendes af stiftsøvrigheden forud for igangsættelse, og i alle tilfælde skal brug af kemiske bekæmpelsesmidler og giftstoffer anvendes med måde, da de kan have negativ indvirkning på kirkernes bevaringsværdier.

Kirkeministeriets varme-, energi- og klimakonsulent
Kirkeministeriet har tilknyttet en varme-, energi- og klimakonsulent, der på linje med stifternes øvrige konsulenter afgiver høringssvar på sager vedrørende nye varmeanlæg, udluftning/ventilation, fugtproblemer o.lign. Varme-, energi- og klimakonsulenten yder også mod vederlag råd og vejledning til menighedsråd og provstier ved konkrete spørgsmål indenfor feltet.

Kirkeministeriets varme-, energi- og klimakonsulent, Poul Klenz Larsen, kan kontaktes på kvek@outlook.dk.